Under anden verdenskrig fandtes der børnesoldater i Danmark. Hugo Erichsen var 12 år, da naziernes indvaderede Danmark, og han tænkte i modstand fra det første øjeblik.

Hans storebrødre var kommunister og en del af en kreds af Spaniens-frivillige, men han var for ung til at være med i sine storebrødres modstandsgruppe, da modstanden spidsede til. Det var han derimod ikke til at løbe ærinder og køre med våben for dem. Samtidig var han under 2. verdenskrig en én-mands modstandscelle med eget trykkeri og altid på jagt efter måder at undergrave nazisternes magt på.

Jeg skrev denne artikel om Hugo Erichsen og hans modstandskamp for Storstrøminfo i  2008. Her i artiklen kan du blandt andet læse, om dengang han stjal kartotekskort over danske medlemmer af nazistpartiet og måtte flygte fra en skarptskydende nazist. Eller da hans storebrødre truede deres far med at blive likvideret, hvis han gik til nazisterne og fortalte om et gevær, han havde fundet under Hugos seng.

Hugo Erichsen var to uger for ung til at bære modstandsbevægelsens armbind efter krigen, så han følte sig bare flov. Flov over den hob af mennesker, der pludselig udgav sig for at have været frihedskæmpere. Og flov over at hans modstand blegnede i forhold til hans storebrødres, der henimod krigens afslutning havde været medlemmer af en likviditationsgruppe.

Her er artiklen i sin fulde udstrækning:

 

Hugo Erichsen er pensionist og bor i Nakskov, men dengang kaldet lød i besættelsens første år, var han ikke sen til at handle.

Han var kun en stor dreng fra Vesterbro i Købehhavn. Alligevel solgte han sit dyre krigslegetøj for at købe et trykkeri, så han han kunne undergrave nazisternes propaganda ved at opklistre sandhedsord henover deres propaganda på byens mure og gavne. Mød drengen her, der brutalt blev voksen som stikirenddreng i sin brors likvidationsgruppe.

I en gammel sømandssmøge ved Havnen i Nakskov bor Hugo Erichsen. Det er ikke lige til at sige, hvad der er rod, og hvad der er minder hos en mand, hvis største interesse er historie, som de talrige voluminer af bøger på hylderne vidner om.

Han har lige fejret sin 78-års fødselsdag, så han undskylder, at han ikke har fået ryddet op fra festen, hvor de kom langvejs fra – Sverige, København og Tyskland. Nakskov flyttede han til, fordi husene var billige, så med tiden købte han to.

Den tabte teenagetid

Hans oplevelser under besættelsen var i mange år noget, han holdt for sig selv.

Han levede fem år, fra 1940 til ’45, i konstant undtagelsestilstand fra sine jævnaldrendes teenageliv. Men efter krigen følte han, at hans indsats blegnede i sammenligning med de mange modstandsfolk i hans omgangskreds, der havde været i direkte ildkamp.

Hans egen indædte og konstant undergravende virksomhed over for besættelsesmagten regnede han i det lys ikke for meget andet en drengestreger. Så han tav om sin indsats. Først i en moden alder blev han i stand til at fortælle åbent om sin modstandskamp. Hans beretning er dog aldrig blevet fastholdt på skrift – før nu.

Der var engang en førkrigstid

Hans historie begynder i København. Her voksede han op på Sønder Boulevard på Vesterbro i et velbjærget socialdemokratisk funktionærhjem, der summede af politik.

– Jeg læste aviser, fra jeg var 7 år. Det var mest om krig. Jeg husker i ’35, at jeg læste på forsiden af Socialdemokraten, om Mussolinis kampvogne med hjul, der skød på abessinerne, der kun havde skjold og bue.

Hans store helt var hans 13 år ældre storebror, som var den første i familien til at vælge kaos frem for Stauning.

– Min bror skiftede fra DSU til Kommunistisk Ungdom omkring ’35, Min far kunne jeg ikke tale politik med. Han var jo ikke så engageret som min bror. Min bror var jo ung: Der skulle slås! Der skulle kæmpes!

…og en spansk borgerkrig

Hugo Erichsen begyndte allerede som ung knægt under den spanske borgerkrig at komme på et kommunistisk ungdomshjem på Nørrebro.

– Der var en væg, hvor navnene på de faldne blev slået op. Jeg var så nervøs, hver gang jeg kørte derud på min cykel. Der var mange faldne, og jeg kendte mange mennesker, der var dernede.

– Min fætter var frivillig i borgerkrigen, og min bror var lige ved at rejse, men han kom for sent. For han kunne se, at det var ved at vende, og at modstand var håbløs.

Besat i skolen

Men krigen blev der nok af, og den blev bragt lige til døren.

– Jeg var i skole den dag, krigen kom. Man delte dengang i femte klasse mellem boglig og ikke boglig, Jeg var lige kommet i boglig. Jeg skulle som den første i søskendeflokken studere.

– Jeg husker ikke meget fra selve den dag. Jeg kan se skoleinspektørens hoved og hans ansigt, da han gik rundt i klasselokalerne og fortalte det. Men det er noget, der har gået mig meget på, det er jeg helt sikker på.

Tage parti for modstand

Hugo Erichsen var 12 år i 1940 og politisk foreløbig kun organiseret i Socialdemokratiets idrætsforening, DUI, men den del af hans familie, han delte sindelag med, havde allerede skiftet parti.

– Min bror og søster var medlem af det Det kommunistiske parti, så så snart tyskerne kom, var de med til at dele partiafdelingen op i små grupper. Man måtte jo ikke kende hinanden, den dag det skulle blive illegalt.

– Derfor var partiafdelingen i vores del af Vesterbro så lille. Jeg tror kun, at der var 10 eller 12 medlemmer, og det var ikke alle, der blev modstandsfolk.

– Tidspunktet ved jeg ikke, men min søster, bror og nogle venner fik tidligt i krigen gang i trykningen af illegale blade. Jeg blev sat til – og selvfølgelig ville jeg det også gerne selv – at samle oplysninger ind til dem.

Illegalt børnetrykkeri

Men det var ikke nok for Hugo Erichsen. Snart begyndte han sin egen lille hemmelige informationstjeneste.

– Jeg havde meget dyrt legetøj, som jeg havde gået og sparet op til – modeller af soldater og krigsskibe og sådan noget. Alt det solgte jeg, så jeg fik penge til at købe et af de her børnetrykkerier.

– Det var en meget stor æske. Man kunne trykke en 6-7 linier. Så jeg begyndte at trykke små plakater, som jeg satte op på mure og vinduer, så folk blev orienteret om det, som tyskerne ikke fortalte.

– Så sad jeg derhjemme og trykkede der og gik så ud om natten og klistrede det op. Men det var ikke det, der var det vigtigste. Det vigtigste var, at jeg samlede ind til de andre, og så gik det videre fra gruppen til organisationen højere op, der trykkede de illegale blade.

Kvittede skolen for graffiti

Hugo Erichsen levede et liv på nåle, mens han stadig endnu kun var en dreng. Spændingen var stor og idealismen uden grænser. Efterhånden var hans evige efterretningsvirksomhed ikke længere forenelig med hans vante skoledrengeliv.

– Snart måtte jeg holde op i skolen, fordi jeg rendte rundt om natten og klistrede det skidt op, Og fordi jeg malede på murene om natten.

– Jeg har været 14-15 år, da jeg begyndte. Det var i 2 mellemskoleklasse. Jeg kan huske, at jeg klistrede det op, som jeg netop selv havde trykt, til og fra skole. Så gik jeg og klistrede op på den ene side af gaden på vej til skole, og på den anden side af vejen, når jeg skulle hjem – alle mulige steder, hvor jeg kunne finde små ruder eller noget andet at klistre det op på.

Børnenes Efterretningsvæsen

– En anden del af de penge, jeg fik for mit dyre legetøj, brugte jeg til at købe en kortbølgeradio. Min mor måtte skrive under på købskontrakten, for min far skulle i hvert fald ikke. Han måtte ikke vide noget om det, vi lavede. Han var jo socialdemokrat, og regeringen, der jo var socialdemokratisk styret, havde sagt, at modstand mod besættelsesmagten var ulovligt.

– Først lyttede jeg til svensk radio, så fra England, hvor de tidligt begyndte at sende på dansk. Efter den 21 juli ´41, da russerne gik ind i krigen, varede det heller ikke længe, før russerne begyndte at sende på alle sprog til Europa. Det var meget svært at tage, og tyskernes havde konstant støjsender på, men det lyttede jeg alligevel igennem under hele krigen.

Gruppe ukendt

Brorens illegale gruppe, som Hugo Erichsen forsynede med sine oplysninger, var en af de tidligst organiserede modstandsgrupper. Præcist hvor gruppen hørte til, og hvad den hed, har Hugo Erichsens bror dog aldrig fortalt ham. Under krigen var det bedst at så få som muligt vidste det, og efter krigen talte de to brødre aldrig om emnet.

– Jeg aner ikke, hvad det var for en gruppe! Det er det, jeg prøver at finde ud af nu. Jeg har aldrig fået det at vide. Men så længe jeg lever, bliver jeg ved med at grave i det.

Efterhånden ved han dog så meget, at gruppen havde noget at gøre med BOPA, den kommunistiske modstandsbevægelse.

Trotyl i kakkelovnen

– Vi har haft en instruktør inde fra BOPA, har jeg konstateret på mine gamle dage. Han instruerede i våbenbrug. Der var særlig én ting, der gjorde meget indtryk på mig. Det var da han tog en blok med trotyl og smed den ind i kakkelovnen.

– Jeg husker stadig suget i maven. Det var trotyl, der kunne springe et hus i luften, men trotyl skal have stor hede for at eksplodere. Der skulle vi bruge sprængblyanter, der udviklede en voldsom hede på et meget lille sted.

Direkte våbenhandlinger blev Hugo Erichsen dog holdt ude fra, men derfor skulle han alligevel være klar til at blive mobiliseret

– Ja, man kunne jo ikke vide, hvornår jeg skulle være med til sådan nogle ting. Hvornår jeg skulle ud til noget.

Svajecentralen

Skolen havde han forladt, men penge skulle han tjene, så han begyndte at arbejde som svajer. som var datidens slang for krigens mange cykelbude. Det job viste sig at være det bedste skalkeskjul for hans illegale aktiviteter.

– Der var ikke mange biler til at køre, så der opstod budcentraler overalt. Der var tre slags cykler til forskellige priser. En lille med lad foran kostede én pris. En longjohn kostede noget andet og så var der en trehjulet cykel, der måtte bære 150 kilo

– Alle kunne få job som svajer. Der var man ikke bundet til at komme til bestemte tider. Man fik et nummer, når man kom ind i svajecentralen, og når så telefonen ringende, så fik den, der havde laveste nummer, turen. På den måde var jeg ret frit stillet. Jeg kunne låne cykler dér. Det var der ikke nogen, der sagde noget til.

Ombord på tysk krigsskib

– Når jeg virkelig var på arbejde, forsøgte jeg at indhente oplysninger om alt det, tyskerne ikke ville have skulle ud. Man skulle vide i forvejen, hvad de pønsede på. Hvis et tysk krigsskib kom ind i havnen, Så var jeg mere interesseret i at køre ned og kigge dér i stedet for at køre ud med mine varer.

– Jeg har endda også været ombord på et tysk krigsskib. Man havde adgang mange steder, når jeg man kom med varer og ikke var ret gammel. Bagefter gav jeg straks besked videre til min bror eller min svoger.

Leverede våben til likvideringer

Til sidst i krigen var stikkerlikvideringer en af de tunge opgaver, som brorens gruppe tog sig af. Det vidste den unge Hugo Erichsen dengang ikke noget om, men senere har han kunnet rekonstruere, at han faktisk selv har været impliceret i et par stykker – som våbenleverandør.

– Til sådan en stikkerlikvidering skulle der bruges 5-6 mand i 2 hold – ét til at foretage likvideringen og et til at holde vagt. Der var dødsstraf for at bære våben, og der var razziaer overalt, men jeg var så ung, at jeg havde større chance for at snakke mig fra det.

– Våbnene pakkede jeg ind, og så jeg kørte jeg dem ud til et aftalt sted på et præcist klokkeslæt, og lagde dem i nogle af de jernskarnkasser – sådan nogle, som skraldemændene kom og tog på nakken om morgenen.

Som en leg

Der er mange af den slags farefulde oplevelser, når Hugo Erichsen bliver bedt om at fortælle om sine krigserindringer. Alligevel er det ikke angst og frygt, han forbinder med krigen.

– Jeg ved ikke, om jeg følte angst. Den slags kan jeg ikke huske. Der skete så meget under krigen. Det var så intenst, og jeg var altid i aktivitet. Jeg husker spændingen. Men selvom jeg var ung, var jeg altid meget bevidst om alvoren i det, jeg lavede.

Skydeøvelser i Valby-haven

Hugo Erichsen var aldrig selv i direkte kamp, men i en periode opbevarede Hugo Erichsen alligevel et rekylgevær under sin mors sovesofa – og det havde nær resulteret i, at Hugo Erichsens far var blevet likvideret på anbefaling af sin egen søn.

Rekylgeværet blev brugt til skydeøvelser ude på lossepladsen i det, der er i dag er Valby-parken. Når vinden stod i en bestemt retning, kunne gruppen udfører skydeøvelser her uden, at skuddet kunne høres af uvedkommende.

Her kørte Hugo Erichsen rekylmaskingeværet ud på sin ladcykel og lagde det i en sæk i en afvandingsgrøft. Nogle timer senere kom han tilbage og hentede det på samme sted. Næste stop var sovesofaen, hvor hans bror senere ville komme og afhente det.

Far ville blive likvideret

– Dér fandt min far det. Han sagde, han ville gå til politiet med det. Det har var før 19. september 1944, hvor politiet blev afvæbnet. Hipoerne ville han selvsagt ikke være gået til.

– Min far var rettroende socialdemokrat, så det var en katastrofe, at han havde fundet det. Socialdemokratiet og befolkningen mente jo som helhed ikke, man skulle bekæmpe tyskerne, for det gik jo så godt.

– Vi havde jo så meget at spise. Det var den store forandring fra tredivernes krise. Og så til rigdommen under krigen. Vi leverede jo varer til tyskerne til fantastisk høje priser. Tyskerne betalte, hvad det skulle være, fordi de tog bare pengene i Nationalbanken.

– Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, da min far opdagede geværet. Men så var det mit held, at min bror pludselig dukkede op. Min bror sagde simpelthen til ham, at nu ville han gå til gruppen og give besked, og gik min far så til politiet, så ville han med garanti ikke leve to døgn efter – så ville han blive skudt.

Det danske politi var i det givne tilfælde dog ikke den værste trussel. Det var det faktum, at politiet havde en stående ordre til at overgive arrestanter til tyskerne, hver gang der var våben involveret, og så betød det tortur, fare for angivelser og mulig deportation til koncentrationslejrene.

Årsag til skavanker

– Fra den tid kunne jeg ikke bo hjemme længere. Jeg var bange for min far. Ikke for at han skulle gå til politiet, men han kunne snakke. Han var jo ikke disciplineret som os. I sin rædsel over, hvad han havde været ude for, kunne han gå til venner og bede om råd. Min far havde jo kontakter højst oppe i Socialdemokratiet.

– Ligeså snart jeg kunne, fik jeg et værelse i Hvidovre, så flyttede jeg derud. Der boede jeg helt alene, selvom jeg kun var 15 år. Det var ikke godt. Det er nok en årsagerne til mine forskellige skavanker i dag – den start jeg fik den gang.

Ingen omgangskreds

Hugo Erichsen virker meget livsduelig, men begge hans to sønner har haft en svær tid i livet, og deres trængsler tilskriver han i vidt omfang sig selv.

For han er udmærket klar over, at det har været en belastning for dem at have en far, der er blevet såret på sjælen af at ånde modstandskamp 24 timer i døgnet i så ung en alder.

– I skolen hørte jeg op. Jeg havde ingen omgangskreds. Jeg skulle tjene penge, for jeg boede alene. Der var ingen kærester – hvad fanden skulle man have det for? –  ingen fester og ikke noget med at gå ud at more sig om lørdagen, og hvis jeg gik i biografen, så var det for at se tyskernes Wochenjournal i DSB’s kino på Hovedbanegården. Krigen fyldte jo mit liv.

Folkestrejke

Krigen handlede for Hugo Erichsen om hele tiden at have øre og øjne åbne – og samle information ind. Ved en enkelt lejlighed betød det ligefrem, at han måtte tage flugten med en tysk soldat i hælene, der skød 7 skarpe skud mod ham.

I august 1944 var der folkestrejke i Danmark. Det betød enden på den samarbejdspolitik, som havde været den siddende regerings politik indtil da, en regering som Hugo Erichsen og hans gruppe havde været aktive modstandere af fra dag ét. Ligeså lidt respekt havde – og har – Hugo Erichsen for de almindelige mennesker, der dengang, da krigen vendte, pludselig blev kry.

Nazikartotek

– Under folkestrejken kom jeg en dag tilfældigvis forbi DNSAP’s (det danske nazistparti) kontorer på Vesterbrogade lige over for Værnedamsvej. Det var blevet raseret, og folk smed kartotekerne ud af vinduet.

– Det var ganske almindelige mennesker, der ikke havde noget med modstandsbevægelsen at gøre, der gjorde det. De fik pludselig mod, når der skete sådan noget. Jeg tænkte: Sådan nogle idioter! Det er da om at tage kartotekskortene med og komme væk med dem

Over hele gaden lå kartotekskort over medlemmer af det nazistiske parti og flød, og dem gik Hugo Erichsen straks i gang med at samle dem op.

På flugt fra skydegal tysker

– Så pludselig kom der et tysk militærkøretøj kørende ovre fra Frederiksberg Allé. Man havde væltet nogle biler på tværs af gaden, men dem havde en af deres firehjulstrukne officersvogne bare sat snuden på, og så havde de skubbet en hel flyttevogn væk, der også var blevet væltet omkuld, uden at jeg havde opdaget det.

– Jeg ved ikke, hvorfor de lige udså sig mig. Måske har jeg ganske simpelt været længere om at komme væk end de andre.

– Jeg ved bare, at pludselig var der en tysk officer med en pistol i hånden, der kom løbende hen imod mig.

– Jeg fór af sted, selvom han råbte ‘halt’ og straks satte efter mig, mens han tømte sin pistol. Jeg talte skuddene, 7: seks i magasinet og én i kammeret.

Fuldkommen stille

– Jeg løb først ind i en gård, da jeg var sikker på, han ikke havde flere skud. Jeg vidste, at han næsten med sikkerhed ikke turde følge mig ind igennem en sort gang, for så stod jeg måske lige inden for med en pistol og tog imod ham

– Jeg løb hen ad Oehlenschlägergade og til højre ad Kaalundsgade. Der var der en kældergang, jeg kunne komme nedad. Så løb jeg ind i en lille gård og op af en op af en bagtrappe og bankede på.  Jeg endte i en lejlighed, hvor jeg bad om at få lov til at sidde helt stille. Fuldkommen stille. Lydløs

– Først efter nogle timer kom jeg frem. Jeg husker, jeg satte mig ind i en opgang ved Matthæuskirken. Jeg trængte til at falde til ro,

– Kartotekskortene havde jeg i lommen, mindst 100 af slagsen, og de blev med det samme afleveret til min bror.

Gemte sig ved befrielsen

De højspændte scener fra en dansk teenagesoldats krig kommer i en lind strøm, men det er først som moden mand, at han har overvundet sig selv og føler, at hans historie er vigtig at fortælle. Befrielsen den 5 maj var nemlig lige så meget sorg som stor glæde for ham.

På den dag kom modstandsbevægelsen frem på gaderne udrustet med våben og armbind, både veteraner fra modstandskampen og sidste-dages-hellige. Men Hugo Erichsen havde intet fået.

– Min bror sagde, at ordren lød: Sytten år var minimumalderen for at få udleveret armbindet. Jeg manglede præcis 20 dage. Så jeg gik og gemte mig og græd og var ulykkelig. Ja, jeg kunne græde nu.

Tavs om sin egen indsats

Og det ikke bare kunne Hugo Erichsen – det gjorde han også.

– Jeg gik jo rundt med en stor uro i mit inderste jeg, fordi jeg for alle andre stod som én af de mange, der efter min opfattelse havde svigtet i kampen mod uretten.

– Det var frygtelig for mig. Jeg kunne ikke sige til folk, at jeg havde været i modstandsbevægelsen, for alle nazisterne sagde, de havde været i modstandsbevægelsen for at dække over sig. Ellers ville folk jo tro, jeg var nazist.  Der gik mange år, før jeg kom over det.

– Alle mine nærmeste venner efter krigen viste sig at have været involveret i det allerværste. Hvordan skulle jeg sige til sådan nogle mennesker, at jeg havde kørt frem og tilbage til Valby Fælled med et rekylgevær? De ville synes, jeg var idiot.

– Der var først, da jeg havde passeret de 50, og jeg havde oparbejdet en personlighed i forhold til de mennesker, jeg kender, at jeg kunne begynde at tale om det. Indtil da talte jeg kun med folk, jeg ikke kendte, for at få afløb for det. Men jeg mærkede godt, at de ikke troede på mig.

Nattevagten

På grund af Hugo Erichsen turbulente krigsbarndom lykkedes det ham først sent at fuldende en uddannelse. I mange år ernærede han sig derfor som nattevægter.

– En af mine venner havde givet mig den idé, at jeg kunne blive nattevægter. Jeg var jo vant til at gå ud at male om natten og sove om dagen. Jeg følte mig som en bums dengang, så jeg tænkte: Jeg får en flot uniform, så selvom jeg ikke kan fordrage uniformer, så måtte det give folk et indtryk af, at jeg er et pænt menneske.

Partistifteren

Politik er han dengang som nu dybt engageret i. Det kommunistiske Parti forlod han efter Ungarnsopstanden i ’56, men få år efter var han én af stifterne af Socialistisk Folkeparti, som han stadig er medlem af. Han bankede straks partiafdelingen på Vesterbro op til at være landets største.

I dag er han medlem af et utal af foreninger og konstant opsøgende efter alt, der kan stimulere hans videbegærlighed af foredrag og møder.

Budskabet

Selvom Hugo Erichsen blev katapulteret ind i voksenalderen, fik han alligevel et liv som far til to børn og senere som socialrådgiver i Sverige, der i mange år var hans hjemland. Han har en vis bitterhed over for, at han ikke fik hjælp til at påbegynde en uddannelse, da han var yngre, og over for, at han blev forbigået ved befrielsen, men i dag er hans budskab alligevel -– at det hele nytter.

– Når kriserne kommer, skal vi ikke tro, at det hele bare glatter sig ud. Vi skal være aktive – så ordner vi tingene. Vi skal heller ikke bare tro, at det hele bare ramler ned. Vi må forsøge at klare de ting og opgaver, som er ubehagelige og virker katastrofale, og ikke sætte os ned og skrige hysterisk op.

– Jeg vil gerne fortælle folk, at selvom der sker nok så meget, der kan virke meget alvorligt, når det indtræffer, så jævner det sig alligevel ud i løbet af et stykke tid. Jeg har været ude for noget under krigen. Men jeg har det da godt, og jeg lever endnu. De folk, der lever i dag, kommer også ud for ubehageligheder, men det er noget, der er forbigående. Ja, det tror jeg er mit budskab.”

NOTE: Jeg faktatjekkede ikke Hugo Erichsens historie tilbage i 2008. Det kan i sagens natur ikke rigtigt lade sig gøre, da han virkede i det skjulte, og efter krigen var han flov over sin egen ubetydelige indsats i forhold til sine brødres og andre indsats, så han gjorde ikke noget forsøg på at få sin eget bidrag under besættelsen dokumenteret.

Jeg lærte Hugo Erichsen at kende gennem en fælles ven, Robert Refby, som har kendt ham i årtier. Robert Refby har bekræftet, så vidt det var muligt, at Hugo Erichsen taler sandt, og at det ville være fjernt for ham ikke at gøre dette.

I dag er Hugo Erichsen død, så det er ikke muligt at spørge nærmere ind til detaljerne.

Jeg skriver ikke dette, fordi jeg tvivler på Hugo Erichsens historie, men fordi det er god skik og brug med kildedokumentation, når det drejer om fortællinger, der afspejler vigtige historiske begivenheder.

Artiklen blev skrevet til et bosætningssite for Storstrøms Amt, som jeg arbejdede på dengang (storstroem.info). Sitet eksisterer ikke mere, og mig bekendt ligger min artikel i dag ikke online noget. Det er endnu en god grund for mig til at give artiklen permanent bolig her på min hjemmeside.

Hugo Erichsens historie skal ikke gå i glemmebogen.