Brahms – Ein deutsches Requiem med Radiosymfoniorkestret i 2015

,
Et gammel foto af Johannes Brahms

Et gammel foto af Johannes Brahms
Brahms er ikke noget for mig. Det meste, han har skrevet, lader mig kold. Bortset fra nogle af hans sene klaverstykker og visse passager i hans symfonier. Indtil i torsdags troede jeg, at Brahms’ Ein deutsches Reqiem hørte til blandt disse undtagelser. Men så var jeg inde at høre requiemet med Radiosymfoniorkestret under ledelse af Herbert Blomstedt.

Jeg kendte de to første satser, og navnlig andensatsen har altid fået mig ud på dansegulvet. Resten af requiemet fortonede sig i tågerne. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har lyttet det til ende. Nu forstår jeg hvorfor. Brahms er færdig med at fortælle sin historie efter anden sats. Kampen overstået. Derefter er der kun gentagelser.

Tekstblind Brahms

Der er måske en god grund til, at Brahms holdt sig fra den symfoniske tonedigtning og ikke har lavet de store kioskbaskere udi lied-genren. Han var simpelthen tekstblind. Eller han havde et statisk billede af en tekst. Som i Ein deutsches Requiem.

Førstesatsen taler om trøst og sidste sats taler om trøst, og det gør alle de øvrige satser derimellem også. Det er al ære værd, at Brahms distancerede sig fra det katolske requiem og dets drabelige stationer undervejs – som Dies Irae og anden holmgang med universets mørke kræfter. For der er ingen vrede og knapt nok nogen smerte i Brahms’ tyske requiem. Der er til nøds sorg, men en sorg, der hurtigt er glattet ud og overvundet. Derfor henligger requiet i et blidt, blødt lys. Egentlig meget dansk – guldalderdansk. Et dansk requiem? Åbenbart. Af Niels W. Gade. Ja, vist er dette ikke Rubicon, men kun Tryggevælde Å.

Ingen teutonisk dødsdrift hos Brahms

Værket er ikke katolsk. Brahms var knapt nok protestant, nærmest ateist, så det er såre forståeligt. Men Ein deutsches Requiem er også meget utysk, på trods af sit navn. Ingen teutonisk dødsdrift her, og det er med skam at melde det, der appellerer mest til mig hos tyske digtere og tænkere – og komponister. Fra Bach over Wagner til Blixa Bargeld.

Så jeg er i virkeligheden indisponeret til at gå i rette med Brahms. Han tilhører en anden orden. En ordnens orden. Det er også al ære værd. Hvis alle tyskere havde været som Brahms, så var vi nok blevet forskånet for et par verdenskrige, men også for Matthäus-Passion’en og Tristan & Isolde. Hvad ville du vælge? Einstürzende Neubauten?