Jules de Balincourt på Galleri Bo Bjerggaard
Er der en tanke, eller er det bare en drøm, at den fransk-amerikansk maler, Jules de Balincourt, udstiller sammen med den danske fotograf og billedkunster Erik Steffensen på Bo Bjerggards galleri i kødbyen?
Dobbeltudstilling
Det er aldrig til at blive klog på, om der ligger en tanke bag i nutidens galleriverden, når to kunstnere udstiller sammen. Ofte er det bare bekvemmelighed og lige så tit ren tilfældighed.
Det er nok begge dele i dobbeltudstillingen med værker af Jules de Balincourt og Erik Steffensen på Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen på Vesterbro i København.
Landskaber af drømme
Jules de Balincourt er en 46-årig amerikansk maler med franske rødder. Han kom til USA som dreng sammen med sin rodløse mor.
Han er en koloristisk maler med en drømmende udtryksform både i sin transparante brug af farver og i motivvalget, hvor karakterer og landskaber glider over i hinanden. Det er universer, der ikke byder sig til med forklaringer og dybsindige betydningslag.
Farvevalget er spraglet og nærmest feminint. Motiverne er drømmelandskaber, hvor flere forskellige motiver merger.
For 300.000 kroner oliemaleri
Jeg kendte ikke Jules de Balincourt på forhånd, men han er tilsyneladende blevet et stort navn i løbet af de sidste par år. I Galleri Bo Bjerggaard står flere af billederne listet til kr. 300.000.
Mon ikke der er nogen af dem, der går til nogle af de velhaverpar, der sippede af fernisage-drinksene. Jules de Balincourts billeder forulemper ikke nogen. Samtidig er det ikke billeder, man har knækket koden på med det samme. Jeg tror faktisk, jeg ville trives ved at have et par stykker af dem hængende på mine vægge. Ville mit liv blive et andet? Næppe