Romersk Osteria - Maleri af Carl Bloch

Statens Museum for Kunsthistorie (blog om Bloch)

,

Romersk Osteria - Maleri af Carl Bloch

Udstillingen: ”Carl Bloch – hyldet og hånet” på Øregaard Museum. 20. september 2012 – 27. januar 2013.

Carl Bloch er kendt for sine store lærreder: Samson hos Filistrene, Romersk Osteria, Christian d. II i fængslet på Sønderborg Slot. Ingen af dem er med på den nye Carl Bloch-udstilling på Øregaard Museum. Her er skitser, kultegninger og fyld fra magasinerne. I mere end en forstand lever udstillingen dermed op til sin titel: “Hædret og Hånet”.

Carl Heinrich Bloch (1834-90) har været dørmåtte for dansk kunsthistorie i 100 år. Ingen har nogensinde underkendt hans virtuositet, men han blev indhentet af fotografiet og overhalet af impressionisterne, og det har han måttet høre for.

Råbe til de døde

Han var sin tids mest succesfulde maler, men knapt var han død, før hans billeder blev pillet ned fra væggene rundt omkring på museerne, og der blev skrevet kronikker i Politiken, hvis nogen formastede sig til at hænge dem op igen. Hans usynlige penselføring og grelle effektjageri appellerede ikke til eftertiden, og hans stil blev karakteriseret som akademisk salonmaleri.

Den deroute, som blev hans eftermæle til del, hænger utvivlsomt også sammen med, at hans overdrevent klare og umisforståelige kompositioner kun overlod minimalt til beskuerens egen fortolkning. Han råbte til de døve – for at parafrasere hans samtidige, Emil Hannovers, posthume karakteristik.

Amputeret udvalg

De seneste par årtier har vindene dog blæst fra en anden kant. Statens Museum for Kunsthistorie bestræber sig i dag på at komme ud i alle afkroge af dansk kunsthistorie, og i dag lægger museet vægge til både Samson hos Filistrene og Romersk Osteria. Og så godt klæber de åbenbart til væggene, at end ikke den første separatudstilling for Bloch i mere end 100 år kan få dem ned derfra.

Det indrømmede overinspektør ved SMK, Kasper Monrad, selv i sin tale ved ferniseringen på Øregaard Museum. Han gav endda udtryk for, at udstillingen på det lille landstedsmuseum i velhaverparken i Hellerup og den deraf følgende forøgede opmærksomhed om Carl Bloch forhåbentligvis ville trække gæster til storebror i Østre Anlæg.

Selvfølgelig var det delvist sagt i spøg, men faktum er, at udstillingen fremstår amputeret uden de store lærreder, som også kendes rundt omkring ved kakkelbordene. For selvom Carl Bloch længe ikke har måttet sidde til højbords, så er flere af hans billeder prentet på nethinden hos store dele af befolkningen. Men her skal åbenbart spilles med sordin.

Imponerende katalog

I 90erne forsøgte Nivågård at stable en udstilling på benene. Her var flere kvadratmeter, færre vinduer og højere til loftet, så muligvis kunne de der have stykket en udstilling sammen med vis folkelig appel. I stedet blev det Øregaard Museum i selskab med Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, der fik rejst midlerne til en udstilling, og det er al ære værd.

Udstillingen er sobert lavet og hængt pædagogisk op med strategiske nedslag i Carl Blochs usædvanligt brede motivkreds: almuebilleder, religiøse motiver, portrætter, og billeder med fisk. I særdeleshed er udstillingskataloget imponerende og næsten encyklopædisk i sin bredde (skønt lidt langt i spyttet med en forkærlighed for mangestavelsesord og latinske låneord, som det af en eller anden grund hører sig til blandt kunsthistorikere).

Familiekomsammen

Er jeg lidt vrissen? Måske skulle man gå til bekendelse. Okay så: Jeg er tipoldebarn af Carl Bloch. Så udstillingen var en stor begivenhed i min familie, og jeg havde en fest! Hvor tit går man til fernisering og får udvidet sin familie eksponentielt? Jeg mødte i hvert fald et hav af familiemedlemmer, jeg ikke kendte til eksistensen af, og det er jeg taknemmelig for.

Carl Blochs billeder kunne jeg dog godt have undværet. Medmindre jeg kunne sende dem igennem en Photoshop og croppe den bedste tredjedel af billedet ud. Ved samme lejlighed ville billederne muligvis også blive forlenet med det skær af mystik, som i dag glimrer ved sit fravær. De par kobbertryk, jeg arver, når min mor skal ned og ligge på Holmens Kirkegaard skråt bag Carl Blochs bautasten, kommer jeg nok til at bruge til at pakke hornfisk frisk fra forfang ind i. Dygtig, men kedelig – det er, hvad den gamle salonmaler er.

Kuk i kommunikationen

Men når der nu er blevet lagt så kompetente kræfter i udstillingen, så skal der også sælges billetter. For kunst er til for at blive set, ikke for at blive læst, hvor læsevenligt kataloget til denne udstilling end måtte være – og faktisk er.

Øregaard Museum har sikkert ikke haft uanede muligheder for at bekoste transport og forsikring af de store lærreder, men Kasper Monrad er næstformand i bestyrelsen, så lidt assistance kunne man vel forvente. Kommunikationen er beundringsværdig ærlig fra de to arrangerende museers side, for “hædret og hånet” blev og bliver Carl Bloch. Men det er alligevel svært at forstå det kommunikationsmæssige selvmål, der lyser ud af det paradoksale bogstavsrim i udstillingens titel.

Når Carl Bloch-projektet i udgangspunktet er bagud på point, er der vel ingen grund til at skræmme folk yderligere væk fra udstillingen? Det vil Statens Museum for Kunsthistories stedmoderlige behandling af museet desværre bidrage til. Nogen fordel for udstillingernes besøgstal har det heller ikke været, at al dagbladsomtalen blev fyret af i august, da Lemvig havde gallepremieren. Men nu er endnu en tobaksindhyldet, dansk salonkunstner dokumenteret, og det synes efterhånden at være eksistensberettigelsen for alle små som store statslige museer.