Søren Behncke på V1 Galleri efteråret 2018

,

Skulpturer i pap og sammenflikkede malerier af Søren Behncke i V1 Galleri i Kødbyen i Vesterbro.

Jules de Balincourt på Galleri Bo Bjerggaard

,

Er der en tanke eller er det bare en drøm – at deb fransk-amerikansk maler, Jules de Balincourt, udstiller sammen med den danske fotograf og billedkunster Erik Steffensen på Bo Bjerggards galleri i kødbyen?

Århus Ø – ny arkitektur i nyt kvarter

,

Billeder fra Århus Ø – det nye havnekvarter i Århus. Arkitektur af bl.a. Cobe, BIG/Bjarke Ingels, Dorte Mandrup, Jan Gehl Architects.

Bellavista – Jacobsens funktionalistiske by ved havet

, , ,

Bellavista er Arne Jacobsens funktionalistiske drøm. Den hvidpudsede åbne boligkarré ligger lige ud til Øresund lige over for badestranden Bellevue i velhaverforstaden Klampenborg.

Bellavista er en del af de adskillige hvide bygninger af forskellig art, som alle er tegnet af Arne Jacobsen.

Stairs – Stairways – Staircases

, , ,

What’s the deal with staircases? They are all over the place and most of the time you don’t notice. But through a lens they take on a whole new dimension. I wasn’t a staircase-buff before I started doing the social media thing, but now I’m sold.

Vester Søhus af Kay Fisker og C. F. Møller

, ,
Funktionalisme af Kay Fisker og C. F. Møller

Kay Fisker og C.F. Møllers boligkompleks, Vester Søhus, er kendt af alle i København. Går du en tur rundt om Søerne, kan du ikke undgå at få øje på den langstrakte bygning i rød tegl elegant interpunkteret med halvt indrykkede altaner med bølgede, hvide profiler.

Statens Museum for Kunsthistorie (blog om Bloch)

,
Romersk Osteria - Maleri af Carl Bloch

Romersk Osteria - Maleri af Carl Bloch

Udstillingen: ”Carl Bloch – hyldet og hånet” på Øregaard Museum. 20. september 2012 – 27. januar 2013.

Carl Bloch er kendt for sine store lærreder: Samson hos Filistrene, Romersk Osteria, Christian d. II i fængslet på Sønderborg Slot. Ingen af dem er med på den nye Carl Bloch-udstilling på Øregaard Museum. Her er skitser, kultegninger og fyld fra magasinerne. I mere end en forstand lever udstillingen dermed op til sin titel: “Hædret og Hånet”.

Carl Heinrich Bloch (1834-90) har været dørmåtte for dansk kunsthistorie i 100 år. Ingen har nogensinde underkendt hans virtuositet, men han blev indhentet af fotografiet og overhalet af impressionisterne, og det har han måttet høre for.

Råbe til de døde

Han var sin tids mest succesfulde maler, men knapt var han død, før hans billeder blev pillet ned fra væggene rundt omkring på museerne, og der blev skrevet kronikker i Politiken, hvis nogen formastede sig til at hænge dem op igen. Hans usynlige penselføring og grelle effektjageri appellerede ikke til eftertiden, og hans stil blev karakteriseret som akademisk salonmaleri.

Den deroute, som blev hans eftermæle til del, hænger utvivlsomt også sammen med, at hans overdrevent klare og umisforståelige kompositioner kun overlod minimalt til beskuerens egen fortolkning. Han råbte til de døve – for at parafrasere hans samtidige, Emil Hannovers, posthume karakteristik.

Amputeret udvalg

De seneste par årtier har vindene dog blæst fra en anden kant. Statens Museum for Kunsthistorie bestræber sig i dag på at komme ud i alle afkroge af dansk kunsthistorie, og i dag lægger museet vægge til både Samson hos Filistrene og Romersk Osteria. Og så godt klæber de åbenbart til væggene, at end ikke den første separatudstilling for Bloch i mere end 100 år kan få dem ned derfra.

Det indrømmede overinspektør ved SMK, Kasper Monrad, selv i sin tale ved ferniseringen på Øregaard Museum. Han gav endda udtryk for, at udstillingen på det lille landstedsmuseum i velhaverparken i Hellerup og den deraf følgende forøgede opmærksomhed om Carl Bloch forhåbentligvis ville trække gæster til storebror i Østre Anlæg.

Selvfølgelig var det delvist sagt i spøg, men faktum er, at udstillingen fremstår amputeret uden de store lærreder, som også kendes rundt omkring ved kakkelbordene. For selvom Carl Bloch længe ikke har måttet sidde til højbords, så er flere af hans billeder prentet på nethinden hos store dele af befolkningen. Men her skal åbenbart spilles med sordin.

Imponerende katalog

I 90erne forsøgte Nivågård at stable en udstilling på benene. Her var flere kvadratmeter, færre vinduer og højere til loftet, så muligvis kunne de der have stykket en udstilling sammen med vis folkelig appel. I stedet blev det Øregaard Museum i selskab med Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, der fik rejst midlerne til en udstilling, og det er al ære værd.

Udstillingen er sobert lavet og hængt pædagogisk op med strategiske nedslag i Carl Blochs usædvanligt brede motivkreds: almuebilleder, religiøse motiver, portrætter, og billeder med fisk. I særdeleshed er udstillingskataloget imponerende og næsten encyklopædisk i sin bredde (skønt lidt langt i spyttet med en forkærlighed for mangestavelsesord og latinske låneord, som det af en eller anden grund hører sig til blandt kunsthistorikere).

Familiekomsammen

Er jeg lidt vrissen? Måske skulle man gå til bekendelse. Okay så: Jeg er tipoldebarn af Carl Bloch. Så udstillingen var en stor begivenhed i min familie, og jeg havde en fest! Hvor tit går man til fernisering og får udvidet sin familie eksponentielt? Jeg mødte i hvert fald et hav af familiemedlemmer, jeg ikke kendte til eksistensen af, og det er jeg taknemmelig for.

Carl Blochs billeder kunne jeg dog godt have undværet. Medmindre jeg kunne sende dem igennem en Photoshop og croppe den bedste tredjedel af billedet ud. Ved samme lejlighed ville billederne muligvis også blive forlenet med det skær af mystik, som i dag glimrer ved sit fravær. De par kobbertryk, jeg arver, når min mor skal ned og ligge på Holmens Kirkegaard skråt bag Carl Blochs bautasten, kommer jeg nok til at bruge til at pakke hornfisk frisk fra forfang ind i. Dygtig, men kedelig – det er, hvad den gamle salonmaler er.

Kuk i kommunikationen

Men når der nu er blevet lagt så kompetente kræfter i udstillingen, så skal der også sælges billetter. For kunst er til for at blive set, ikke for at blive læst, hvor læsevenligt kataloget til denne udstilling end måtte være – og faktisk er.

Øregaard Museum har sikkert ikke haft uanede muligheder for at bekoste transport og forsikring af de store lærreder, men Kasper Monrad er næstformand i bestyrelsen, så lidt assistance kunne man vel forvente. Kommunikationen er beundringsværdig ærlig fra de to arrangerende museers side, for “hædret og hånet” blev og bliver Carl Bloch. Men det er alligevel svært at forstå det kommunikationsmæssige selvmål, der lyser ud af det paradoksale bogstavsrim i udstillingens titel.

Når Carl Bloch-projektet i udgangspunktet er bagud på point, er der vel ingen grund til at skræmme folk yderligere væk fra udstillingen? Det vil Statens Museum for Kunsthistories stedmoderlige behandling af museet desværre bidrage til. Nogen fordel for udstillingernes besøgstal har det heller ikke været, at al dagbladsomtalen blev fyret af i august, da Lemvig havde gallepremieren. Men nu er endnu en tobaksindhyldet, dansk salonkunstner dokumenteret, og det synes efterhånden at være eksistensberettigelsen for alle små som store statslige museer.

Madmodsløb

,
Dreng med medalje. Reklame for Claus Meyers Madmodsløb

Dreng med medalje. Reklame for Claus Meyers MadmodsløbClaus Meyer er offentlig skydeskive for bedsteborgere med brun sovs – synd for dem. Claus Meyer og René Redzepi serverer levende myrer for voksne gæster på deres verdensberømte restaurant – godt for dem. Claus Meyer serverer levende myrer, bilarver og roejuice i sit “Madmodsløb” for børn ned til tre års alderen som afslutning på et krævende motionsløb – jeg brækker mig.

Arlas Food Festival

Madmodsløbet er et motionsløb for børn ned til 3 års alderen. Det løb af stablen lørdag d. 23. august og var arrangeret af Meyers Madhus som et led i Arlas Food Festival i Kongens Have. Ruten var 1 kilometer. De sidste par hundrede meter var der forplejning i 5 boder lige efter hinanden. Forfriskningerne oven på det udmarvende motionsløb var: hytteost, grøn roejuice, bilarver, røgede sild og levende myrer. Min søn smagte hytteosten, der derefter prompte i et stort gylp hvidtede hans blå Zidane-fodboldbluse til. Resten smagte han ikke. Sidste post var levende myrer. Her var der lang kø. Ingen børn skulle nyde noget. På det tidspunkt havde jeg som medløber fået nok. Sønnike fik tilladelse til at lade, som om han spiste det lille kræ. I virkeligheden slap han den løs i den kongelige have.

Smagen af Mols Bjerge

Jeg smagte på myren. Den smagte herligt! Det er smagen af min barndom. Der var nemlig myretuer over alt i skovene omkring vores sommerhus i Mols Bjerge. Niels Ole, som var den yngste af naboens 10 børn, gjorde mig opmærksom på det bugnende spisekammer. Hans mor havde en iskiosk i bakkerne. Men det var lukket land. Bortset fra om lørdagen, hvor vi vi måtte få for to kroner blandet slik. Myrerne smagte som de syrlige drops, vi fik i poserne om lørdagene. Så myrerne var ren metadon. Meyers_Madmod_Medalje_2013-1 Men jeg valgte det selv.

 

Svedige Noma-gæster

Min søn er seks. For ham svarer 1 kilometers spurt til 10 kilometers motionsløb for en voksen. Hvad ville en hvilken som helst voksen deltager i et sådan løb gøre, hvis de oppe i de røde felt efter 10 km blev mødt af en menu i forplejningszonen, der bestod af røgede sild og roejuice? De ville løbe videre og hellere dø af tørst og overophedning. Skæg for sig og snot for sig. Motionsløb og myrer for sig. Noma-gæsterne sætter sig heller ikke til bords ude i det nordatlantiske pakhus i svedigt lycratøj og med 10 k i benene. Meyer har forstand på ernæring, og han er en velmeriteret badmintonspiller på divisionsplan. Det er med garanti ikke myrer og hytteost, han har i feltflasken, når han folder sig ud som sportsmand. Han ved nemlig udmærket, at hans præstation bare ville blive ringere af det.

Madledeløbet

Maden i de fem boder er ren provokation og selvpromovering. Ikke ét eneste barn har fået større madglæde af traktementet i årets “Madmodsløb, som retteligt burde hedde “Madledeløbet”. Min søn har i hvert fald ikke fået mere madmod af Meyers skodløb. Det har han fået af Københavns kommunes skolemadsordning (EAT). Men det er en anden historie.

Brahms – Ein deutsches Requiem med Radiosymfoniorkestret i 2015

,
Et gammel foto af Johannes Brahms

Et gammel foto af Johannes Brahms
Brahms er ikke noget for mig. Det meste, han har skrevet, lader mig kold. Bortset fra nogle af hans sene klaverstykker og visse passager i hans symfonier. Indtil i torsdags troede jeg, at Brahms’ Ein deutsches Reqiem hørte til blandt disse undtagelser. Men så var jeg inde at høre requiemet med Radiosymfoniorkestret under ledelse af Herbert Blomstedt.

Jeg kendte de to første satser, og navnlig andensatsen har altid fået mig ud på dansegulvet. Resten af requiemet fortonede sig i tågerne. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har lyttet det til ende. Nu forstår jeg hvorfor. Brahms er færdig med at fortælle sin historie efter anden sats. Kampen overstået. Derefter er der kun gentagelser.

Tekstblind Brahms

Der er måske en god grund til, at Brahms holdt sig fra den symfoniske tonedigtning og ikke har lavet de store kioskbaskere udi lied-genren. Han var simpelthen tekstblind. Eller han havde et statisk billede af en tekst. Som i Ein deutsches Requiem.

Førstesatsen taler om trøst og sidste sats taler om trøst, og det gør alle de øvrige satser derimellem også. Det er al ære værd, at Brahms distancerede sig fra det katolske requiem og dets drabelige stationer undervejs – som Dies Irae og anden holmgang med universets mørke kræfter. For der er ingen vrede og knapt nok nogen smerte i Brahms’ tyske requiem. Der er til nøds sorg, men en sorg, der hurtigt er glattet ud og overvundet. Derfor henligger requiet i et blidt, blødt lys. Egentlig meget dansk – guldalderdansk. Et dansk requiem? Åbenbart. Af Niels W. Gade. Ja, vist er dette ikke Rubicon, men kun Tryggevælde Å.

Ingen teutonisk dødsdrift hos Brahms

Værket er ikke katolsk. Brahms var knapt nok protestant, nærmest ateist, så det er såre forståeligt. Men Ein deutsches Requiem er også meget utysk, på trods af sit navn. Ingen teutonisk dødsdrift her, og det er med skam at melde det, der appellerer mest til mig hos tyske digtere og tænkere – og komponister. Fra Bach over Wagner til Blixa Bargeld.

Så jeg er i virkeligheden indisponeret til at gå i rette med Brahms. Han tilhører en anden orden. En ordnens orden. Det er også al ære værd. Hvis alle tyskere havde været som Brahms, så var vi nok blevet forskånet for et par verdenskrige, men også for Matthäus-Passion’en og Tristan & Isolde. Hvad ville du vælge? Einstürzende Neubauten?