Dreng med medalje. Reklame for Claus Meyers Madmodsløb

Dreng med medalje. Reklame for Claus Meyers MadmodsløbClaus Meyer er offentlig skydeskive for bedsteborgere med brun sovs – synd for dem. Claus Meyer og René Redzepi serverer levende myrer for voksne gæster på deres verdensberømte restaurant – godt for dem. Claus Meyer serverer levende myrer, bilarver og roejuice i sit “Madmodsløb” for børn ned til tre års alderen som afslutning på et krævende motionsløb – jeg brækker mig.

Arlas Food Festival

Madmodsløbet er et motionsløb for børn ned til 3 års alderen. Det løb af stablen lørdag d. 23. august og var arrangeret af Meyers Madhus som et led i Arlas Food Festival i Kongens Have. Ruten var 1 kilometer. De sidste par hundrede meter var der forplejning i 5 boder lige efter hinanden. Forfriskningerne oven på det udmarvende motionsløb var: hytteost, grøn roejuice, bilarver, røgede sild og levende myrer. Min søn smagte hytteosten, der derefter prompte i et stort gylp hvidtede hans blå Zidane-fodboldbluse til. Resten smagte han ikke. Sidste post var levende myrer. Her var der lang kø. Ingen børn skulle nyde noget. På det tidspunkt havde jeg som medløber fået nok. Sønnike fik tilladelse til at lade, som om han spiste det lille kræ. I virkeligheden slap han den løs i den kongelige have.

Smagen af Mols Bjerge

Jeg smagte på myren. Den smagte herligt! Det er smagen af min barndom. Der var nemlig myretuer over alt i skovene omkring vores sommerhus i Mols Bjerge. Niels Ole, som var den yngste af naboens 10 børn, gjorde mig opmærksom på det bugnende spisekammer. Hans mor havde en iskiosk i bakkerne. Men det var lukket land. Bortset fra om lørdagen, hvor vi vi måtte få for to kroner blandet slik. Myrerne smagte som de syrlige drops, vi fik i poserne om lørdagene. Så myrerne var ren metadon. Meyers_Madmod_Medalje_2013-1 Men jeg valgte det selv.

 

Svedige Noma-gæster

Min søn er seks. For ham svarer 1 kilometers spurt til 10 kilometers motionsløb for en voksen. Hvad ville en hvilken som helst voksen deltager i et sådan løb gøre, hvis de oppe i de røde felt efter 10 km blev mødt af en menu i forplejningszonen, der bestod af røgede sild og roejuice? De ville løbe videre og hellere dø af tørst og overophedning. Skæg for sig og snot for sig. Motionsløb og myrer for sig. Noma-gæsterne sætter sig heller ikke til bords ude i det nordatlantiske pakhus i svedigt lycratøj og med 10 k i benene. Meyer har forstand på ernæring, og han er en velmeriteret badmintonspiller på divisionsplan. Det er med garanti ikke myrer og hytteost, han har i feltflasken, når han folder sig ud som sportsmand. Han ved nemlig udmærket, at hans præstation bare ville blive ringere af det.

Madledeløbet

Maden i de fem boder er ren provokation og selvpromovering. Ikke ét eneste barn har fået større madglæde af traktementet i årets “Madmodsløb, som retteligt burde hedde “Madledeløbet”. Min søn har i hvert fald ikke fået mere madmod af Meyers skodløb. Det har han fået af Københavns kommunes skolemadsordning (EAT). Men det er en anden historie.

Et gammel foto af Johannes Brahms

Et gammel foto af Johannes Brahms
Brahms er ikke noget for mig. Det meste, han har skrevet, lader mig kold. Bortset fra nogle af hans sene klaverstykker og visse passager i hans symfonier. Indtil i torsdags troede jeg, at Brahms’ Ein deutsches Reqiem hørte til blandt disse undtagelser. Men så var jeg inde at høre requiemet med Radiosymfoniorkestret under ledelse af Herbert Blomstedt.

Jeg kendte de to første satser, og navnlig andensatsen har altid fået mig ud på dansegulvet. Resten af requiemet fortonede sig i tågerne. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har lyttet det til ende. Nu forstår jeg hvorfor. Brahms er færdig med at fortælle sin historie efter anden sats. Kampen overstået. Derefter er der kun gentagelser.

Tekstblind Brahms

Der er måske en god grund til, at Brahms holdt sig fra den symfoniske tonedigtning og ikke har lavet de store kioskbaskere udi lied-genren. Han var simpelthen tekstblind. Eller han havde et statisk billede af en tekst. Som i Ein deutsches Requiem.

Førstesatsen taler om trøst og sidste sats taler om trøst, og det gør alle de øvrige satser derimellem også. Det er al ære værd, at Brahms distancerede sig fra det katolske requiem og dets drabelige stationer undervejs – som Dies Irae og anden holmgang med universets mørke kræfter. For der er ingen vrede og knapt nok nogen smerte i Brahms’ tyske requiem. Der er til nøds sorg, men en sorg, der hurtigt er glattet ud og overvundet. Derfor henligger requiet i et blidt, blødt lys. Egentlig meget dansk – guldalderdansk. Et dansk requiem? Åbenbart. Af Niels W. Gade. Ja, vist er dette ikke Rubicon, men kun Tryggevælde Å.

Ingen teutonisk dødsdrift hos Brahms

Værket er ikke katolsk. Brahms var knapt nok protestant, nærmest ateist, så det er såre forståeligt. Men Ein deutsches Requiem er også meget utysk, på trods af sit navn. Ingen teutonisk dødsdrift her, og det er med skam at melde det, der appellerer mest til mig hos tyske digtere og tænkere – og komponister. Fra Bach over Wagner til Blixa Bargeld.

Så jeg er i virkeligheden indisponeret til at gå i rette med Brahms. Han tilhører en anden orden. En ordnens orden. Det er også al ære værd. Hvis alle tyskere havde været som Brahms, så var vi nok blevet forskånet for et par verdenskrige, men også for Matthäus-Passion’en og Tristan & Isolde. Hvad ville du vælge? Einstürzende Neubauten?